|
Opvæksten
Opvæksten Harald Isenstein blev født i 1898 i Hannover, men allerede inden
han nåede skolealderen, flyttede familien til Berlin, hvor han kom i en
privatskole, der byggede på ideer om, at børn i de første skoleår ikke skulle
lære at skrive og regne, men kun lege. Haralds enestående talenter for
tegning og modellering blev hurtigt opdaget, og han blev på det nærmeste
betragtet som et vidunderbarn.
Verdenskrigene
Verdenskrigene I 1917 blev Harald Isenstein optaget på Berlins Kunstakademi,
men måtte kort efter afbryde studierne for at blive soldat i 1. verdenskrig.
De fleste af hans soldaterkammerater faldt ved fronten. At Harald
Isenstein undgik fronttjeneste skyldtes, at den øverstbefalende ønskede
en buste af sig selv. Det blev Harald Isnesteins redning. I 1919 kunne
han genoptage studierne. Sammen med Käthe Kollwitz og mange andre kendte
navne var han en aktiv deltager i Berlins blomstrende kunstnerliv indtil
nazisternes magtovertagelse, og det var i den periode, han grundlage sin
anseelse med blandt andet den berømte Einstein-buste (1924).
Flugten til Danmark
Flugten til Danmark Som tysk jøde måtte Harald Isenstein sammen med hustruen Hildegard flygte fra Berlin i 1933, da Hitler overtog magten.
Han valgte Danmark, fordi hans mors familie kom fra København.
Han var heller ikke ukendt herhjemme for dem, der fulgte med i det
berlinske kunstliv. Den Frie Udstilling gav ham en fortjent velkomst
ved at indbyde ham som gæst i 1934.
I 1937-39 udstillede han på Kunstnernes Efterårsudstilling, og han
dokumenterede sit overlegne talent ved at udføre en række portrætter
af fremstående danskere. I Weilbachs Kunstnerleksikon kan man læse
følgende karakteristik: ".....en udpræget portrætbegavelse med evne
til under sin foretrukne form: portrætbusten at omskrive personens
åndelige karakter og ydre i en plastisk syntese."
Under krigen måtte han flygte til Sverige. Hvor han markerede
sig ved omfattende pædagogisk virksomhed. Han vendte tilbage til
Danmark i 1945 og blev dansk statsborger i 1947.
Pædagogen Isenstein
Interessen for mennesker sad dybt i Harald Isenstein. Tidligere havde
han været lærer på kunstskoler - Han hørte bla. til de første lærere, som blev ansat på Bernadotteskolen,
da den blev oprettet i 1949. Det varede ikke længe, før han kastede
sig ud i en meget omfattende pædagogisk virksomhed, ikke blot beregnet
på vordende kunstnere, men nok så meget rettet mod folkeskolelærere, børn
og amatører.
Han var den fødte vejleder i en grad, som man sjældent oplever.
Han tog radio og TV ind i sit virke i et omfang, som vi aldrig har set
magen til. Et lysende monument over denne evne er den utrolige instruktive
og smukt tilrettelagte lille bog "Leg med Ler", som han udgav på flere
sprog. Den pædagogiske virksomhed medførte, at Harald Isenstein sjældnere
viste egne arbejder for offentligheden. I aviserne lærte man lejlighedsvis
om hans aktiviteter blandt flygtningemonumenterne i Helsingborg og
Jerusalem samt skulpturer og portrætbuster rundt om i verden.
Isenstein Samlingen
Det kostede Harald Isenstein svære tab i sin tid at flytte fra Tyskland.
Han mistede den største del af sin ungdoms produktion dernede, navnlig mange
store arbejder gik tabt. Harald Isenstein var en meget flittig kunstner og
efterlod ved sin død i 1980 en meget betydelig samling arbejder. Samlingen
blev bestyret af hans enke efter andet ægteskab, Olga Marie Isenstein, indtil
stiftelsen af Foreningen Isenstein-Samlingen i 1988, der herefter overtog
ansvaret. Samlingen er færdigregistret, og den har vist sig at rumme over
7000 enkelt ting, portrætbuster, skulpturer, tegninger, akvareller, grafik,
oliebilleder, modeller, skitser og andet.
|